Forsamlingsforbuddet på max 10 personer rammer os hårdt i Roskilde Business Netværk, og vi er nødt til at tænke ud af boksen, hvis vi skal bevare kontakten og stadig have gavn af vores netværk.
Og det skal vi, er vi enige om, for det er netop i krisetider som i denne coronatid, at vi har brug for at netværke med andre små erhvervsdrivende. Så vi kan støtte og inspirere hinanden til at komme igennem trængslerne og ud på den anden side.
Forskellige slags møder
Da vi ikke længere kan mødes til morgenmad på Pipers Hus – vi er for mange – så planlægger vi at holde en række forskellige netværksmøder: Nogle vil være online f.eks. på zoom, men vi lægger også op til andre former for møder f.eks. walk and talk og fysiske møder i mindre grupper.
Det er vigtigt for netværket, at møderne er forskellige, for nogle medlemmer ønsker ikke at deltage i online-møder, mens andre har ikke har lyst til at mødes fysisk pga. smitterisikoen.
På den positive side glæder vi os til at samle erfaringer om, hvilke mødeformer der giver størst udbytte. men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi glæder os til at kunne samles igen over morgenmaden – ligesom vi ser frem til at kunne invitere gæster igen.
Vi ses på den anden side!